Birgit Skytte

Lidt om mig selv
Jeg har siddet i kommunalbestyrelsen i 16 år og i menighedsrådet i 25 år – heraf de sidste 13 som formand. Jeg er politisk engageret og en stor bruger af mit lokalområde. Jeg har været lærer på Vallensbæk Skole i 40 år, men er nu gået på pension og nyder livet, naturen, sommerhuset, mine børn og mine børnebørn sammen med min mand Niels.

endnu flere kulturelle oplevelser

Selvom Vallensbæk Kommune er tæt på København, har vi som borgere masser af muligheder for at deltage i kulturelle arrangementer. Det er et privilegium, men også en væsentlig del af det sociale liv i Vallensbæk. Derfor skal vi styrke det kulturelle foreningsliv, så vi får endnu flere oplevelser med musik, sang, kunst og teater. Vi skal skabe rammerne for et styrket samarbejde mellem de kulturelle foreninger, kirken og institutionerne, og vi skal sikre kultur i både børne- og voksenhøjde.

 

at Seniorhuset vokser og udvikler sig

Seniorhuset Korsagergård er blevet et attraktivt samlingspunkt for mange af kommunens borgere over 60 år. Seniorhuset danner rammen om en lang række sociale, kulturelle tiltag og tilbyder de ’rigtigt voksne’ gode muligheder for at udøve gamle eller få nye hobbyer. Jeg vil være med til at arbejde for, at Seniorhuset vokser og udvikler sig i takt med at flere borgere benytter tilbuddet, og jeg vil arbejde for, at huset har åbent fire-fem dage om ugen i stedet for blot tre, som det er i dag.

 

gode oplevelser i den grønne natur

Til trods for, at vi er blevet flere borgere i byen, har vi bevaret de mange grønne arealer, der gør Vallensbæk til en spændende og alsidig kommune. Både i Nordmarken og ved stranden er det muligt at gå tur, dyrke sport og nyde dyrelivet, og vi bør blive endnu bedre til at bruge de rekreative områder. Ved at skabe oplevelseslandskaber og aktiveringsruter i den grønne natur kan vi opmuntre til, at borgere i alle aldre får en god oplevelse i det grønne Vallensbæk.